Her kan du læse 1. kapitel i “Kvinden der jager” - god fornøjelse ...

Kapitel 1

Asfalten blødte. Eller sådan så det i det mindste ud.

En tallerkenstor plamage af blod var smurt ud midt på vejbanen, og ind mod venstre side af vejen var nok et par blodpøle af omtrent samme størrelse. Der var afgjort så meget blod at rådyret, som det stammede fra ikke kunne have det særlig godt. Alligevel havde dyret formået at stikke af efter at bilen havde ramt det. Det var min opgave at finde dyret og aflive det. Hvis det da ikke allerede var dødt. Selv om jeg har været i denne situation adskillige gange før bliver det aldrig rutine.

Jeg lukkede Cia, min hund, ud af bilen og gav hende sporhalsbånd og line på. Cia snusede lidt rundt, og tog så sporet op. Hurtigt trak hun væk fra vejen, over grøftekanten og ind i skoven. Med snuden klistret til jorden arbejdede hun roligt og målbevidst med at udrede sporet. Vi kom ind i et område med tætte graner. Så tætte, at jeg måtte mave mig frem under de lavthængende grene. Et stykke inde i granerne stoppede Cia pludselig op. Der var sporlinens længde mellem hunden og mig, men jeg kunne ikke se hende for granerne. Som altid følte jeg et hurtigt sug i maven. Hvis dyret stadig var levende ville Cia tage det, og det er normalt ikke noget der går stille af. Da jeg nåede op ved siden af Cia stod hun til min forbavselse og snusede til en jakke. Hunden løftede hovedet og logrede begejstret. Noget hun ellers kun praktiserer når hun står med næsen i en sjat blod.

Jeg løftede jakken op, og var tæt på med at smide den fra mig igen. Et par store skjolder af blod bredte sig over tøjets forside. Så tror da pokker at hunden logrede, blod var der i hvert fald nok af. Cia kiggede på mig, det var tydeligt, at hun var en anelse forvirret. Mest for at gøre et eller andet undersøgte jeg lommerne i jakken. Den virkede ret ny, og kunne ikke have ligget længe i skovbunden. Det eneste jeg fandt, var en lille skindpung, der indeholdt en nøgle og et stykke papir. Jeg anstrengte mig for at se hvad der stod på papiret, men opgav og lagde papiret tilbage i pungen. Skønt vi var i begyndelsen af maj, var det, her sidst på eftermiddagen, allerede halvmørkt under de tætte graner.

I mellemtiden havde Cia mistet interessen for jakken, og begyndte igen at trække i linen. Hun ville videre ud af sporet. Jeg besluttede at føje hende, proppede skindpungen i min vestelomme, og tog jakken med under armen. Der var givetvis en forklaring på jakkens tilstedeværelse, men for nærværende lod mysteriet sig ikke løse.

En smule solflimmer nåede her og der ned mellem granerne. Luften var stillestående og lummervarm, og jeg var gennemblødt af sved. Cia tog sporet op, og med et solidt tag i sporlinen kravlede jeg atter efter hende. Fra granerne kom vi ud i en lille lysning. Cia stoppede og markerede igen at der var blod, men noget var galt. Pludselig virkede hunden usikker og tøvende.

Jeg lod en hånd glide hen over ryggen på hende for at opmuntre hende til at spore videre. Cia spændte i kroppen, men rørte sig stadig ikke ud af pletten. Hun stod med højt løftet hoved, og stirrede over mod en stor, gammel egestamme, der for længe siden havde lagt sig til hvile i udkanten af lysningen.

Jeg opmuntrede nok en gang Cia til at arbejde på sporet. Hunden gik tøvende et par meter længere frem, men gav sig så til at gø.

Jeg tog linen af hende, og hunden strøg over til egestammen. Her blev hun stående og gøede af fuld hals, mens hun rejste børster og ind imellem gjorde udfald mod træstammen.

Jeg nærmede mig forsigtigt. Cia havde afgjort noget, men det var bestemt ikke det rådyr vi ledte efter.

Da jeg var nået næsten hen til træstammen standsede jeg brat op. For fanden da.

Der lå en person bag træstammen. Fra min position 4-5 meter væk kunne jeg se et par fødder iført sko, der bestemt ikke var egnet til skovvandring.

"Hallo" forsøgte jeg mig prøvende.

Der kom intet svar, og fødderne rørte heller ikke på sig. Stadig gøende hoppede Cia op på træstammen. Ingen reaktion fra personen. Jeg gik langsomt hen til stammen. Så lænede mig hen over den, og stirrede lamslået direkte ned på en mand.

Jeg vidste med det samme, at han var død.

Ikke kun på grund af blodet, som var smurt ud over det meste af hans brystkasse.

Ganske vist gav knivskæftet, som stak ud fra hans mave også et hint. Mest var det det den måde han lå på. Nærmest henslængt, mens han kiggede lige op i den blå eftermiddagshimmel med øjne, der intet så.

Cia var holdt op med at gø, og kiggede skiftevis fra mig til den døde. Hunden forventede tydeligvis, at jeg foretog mig et eller andet.

Jeg plejer at være handlekraftig, men det virker noget lammende pludselig at snuble over en død mand. Ikke mindst når liget har en stor jagtkniv stikkende ud fra maveregionen. Jeg overvandt min lyst til at spæne op til bilen. Hoppede over træstammen, og satte mig på hug ved siden af den døde. Med et par fingre søgte jeg på hans hals efter en puls, som jeg udmærket vidste, at jeg ikke ville finde. 

Halsen var smykket, så jeg, af en kraftig guldkæde med et stort kors i. Og mandens håndled var dekoreret med et tilsvarende kraftigt guldarmbånd. Ved berøringen med halsen trak jeg forskrækket hånden til mig. Manden var stadig varm. Det kunne ikke være længe siden at han var død.

Jeg tog mig sammen, og kiggede nærmere på den dødes læsioner. Så vidt jeg kunne se havde han en to-tre andre knivstik omkring det sted hvor kniven stak ud. Det var dog  svært at afgøre præcist, eftersom han var sølet ind i blod, og jeg havde ikke lyst til at røre ved ham igen.

Jeg anslog ham til at være midt i trediverne. Han var mørkhåret og havde et lille overskæg. Engang havde hans skjorte været pænt lyseblå. Nu var den lyseblå farve kun synlig på skjortens ærmer. Jeg gøs.

Jakken jeg havde fundet måtte tilhøre ham. Det eneste jeg kunne gøre var at tilkalde politiet, men selvfølgelig lå min telefon i bilen.

Der var pludselig langt op til bilen. At gå tilbage af sporet, gennem de tætte graner, vil tage for lang tid. Jeg besluttede at skyde genvej gennem skovparten med de store, gamle bøge. Men selv når jeg skyndte mig ville det tage mig mindst en halv time at nå tilbage til Land Roveren.

Den blodige jakke lod jeg ligge ved siden af den døde, så tog jeg Cia i snor og begyndte at gå op mod bilen.

Da jeg var kommet små hundrede meter fra liget kunne det pludselig ikke gå hurtig nok med at komme væk, og jeg slog over i løb. Cia og jeg løb så hurtigt man nu kan løbe i en ujævn skovbund. 

At grøften ville komme, vidste jeg egentlig godt, men jeg måtte være kommet længere end jeg havde troet. Pludselig åbenbarede den sig for mine fødder, og jeg røg lige på hovedet i. Grøften var forårsfyldt med vand og jeg blev gennemblødt. Cia sprang elegant over, men ventede høfligt på mig, mens jeg dyngvåd kravlede op igen. For hvert skridt jeg tog, svuppede det højlydt fra mine støvler, men vi fortsatte ufortrødent.

En sen eftermiddagssol var kommet frem. Solstrålerne fandt vej ned gennem de nyudsprungne bøgetræers spæde lysegrønne blade og oplyste skovbunden, som var hvidprikket af tusindvis af anemoner.

Vi kom ind i et område med gamle brombærranker, som snoede sig lumsk hen over jorden. En af dem greb fat i min fod og nok en gang gik jeg omkuld. I faldet lykkedes det mig med vanlig elegance at brage hovedet ind i et bøgetræ.

Jeg sad fortumlet på jorden, gispende efter vejret. Af en eller anden grund kunne jeg ikke se ud af det højre øje. Irriteret gned jeg øjet, og opdagede til min forbavselse at jeg fik blod på hånden. I faldet havde jeg åbenbart fået en flænge over øjet, og det var blodet herfra, der begrænsede mit udsyn.

Jeg fik tørret det værste blod væk og kom på benene igen, netop som et riffelskud rungede gennem skoven.

Underligt, eftersom der var stadig et par dage til at bukkejagten startede, men det kunne jo selvfølgelig være en, som indskød sin riffel. Træerne greb braget fra riflen, og lod lyden rulle rundt mellem sig, så det var ikke til at afgøre hvor skuddet kom fra.

Med skjorteærmet presset mod panden nåede jeg uden andre uheld frem til bilen. 

Politiet var på pletten en halv time efter.

De to betjente virkede så ungdommelige, at man kunne mistænke dem for at være udklækket fra politiskolen ´samme formiddag. Begge høje, den ene lyshåret, og den anden mørk. Begge med det overskæg, der tilsyneladende er obligatorisk, hvis man vil gøre karriere indenfor politietaten.

Jeg satte dem ind i sagen, og vi begav os hen til åstedet.

Heldigvis kunne vi køre det meste af vejen. Det vil sige, jeg, som er inkarneret Land Rover-fan, kunne i princippet have kørt lige hen til den fatale træstamme. Af hensyn til betjentenes patruljevogn måtte vi stoppe på den nærmest liggende skovvej, og gå resten af vejen.

"Han ligger derovre. Bag stammen," forklarede jeg og pegede.

Selv blev jeg stående lidt på afstand. Jeg havde ikke lyst til at kigge mere på den døde mand end højest nødvendigt.

De to politibetjente skridtede over lysningen og stoppede ved træstammen. Jeg kunne se, at de talte lidt sammen. Den ene hoppede over stammen og forsvandt et øjeblik. Så vendte de begge sig mod mig og vinkede mig nærmere. Modvilligt begav jeg mig hen til dem. Ærlig talt, de var politiet. De måtte s ́gu kunne klare den slags selv. Den ene af betjentene vendte sig mod mig.

"Skal det være en joke eller hvad?" spurgte han, og pegede på træstammen.

"Øh, hvad mener du?"

Jeg var en anelse forvirret. En død mand i en skov kan næppe kaldes en joke.

"Det der", han pegede igen på stammen, "det plejer man altså ikke at tilkalde politiet for".

Hans kollega, som stod på den anden side af træstammen, blandede sig i samtalen med et meget politimæssigt "Kunne vi måske få en forklaring?".

Jeg gik hen til træstammen, sank en gang, og kiggede ned bag den. Jeg tror nok, at der undslap mig et par mindre pæne udtryk. Bag stammen lå godt nok hvad man kunne kalde et lig. Liget af et rådyr.

Der var ikke den ringeste antydning af, at der for en time siden havde ligget en død mand. Min første reaktion var frygt, ren uforfalsket frygt. Jeg vidste, at den døde mand havde ligget hvor kadaveret af dyret nu lå. Døde mænd flytter sig ikke af sig selv.

Med tanke på den kniv liget havde haft siddende i maven, fandt jeg det i øjeblikket endnu mere uhyggeligt at den døde ikke var der, end hvis han stadig havde ligget der. 

"Det forstår jeg simpelthen ikke ..." begyndte jeg, men måtte stoppe og sætte mig på den skide egestamme, "Han lå her lige før" fortsatte jeg, men kunne godt selv høre hvor usandsynligt det lød.

"Hvad hedder du?"

Den ene af betjentene hev en blok op af lommen og så afventende på mig. 

"Kathleen Sommer" svarede jeg automatisk. 

"Stilling?"

"Øh, jeg er dyrlæge."

Betjenten griflede løs.

"Nå, Kathleen, hvad lavede du egentlig herude. Jeg mener, her er jo ret øde?"

"Kath, jeg bliver bare kaldt Kath".

Det her kunne fand ́me ikke være rigtigt, hvor i helvede var det lig blevet af. Og jakken, for den var selvfølgelig også væk. Betjenten brød ind i min tankerække.

"Nå okay, så siger vi Kath. Men vil du venligst forklare os hvad du foretog dig?"

Den let overbærende og ret nedladende måde han stillede spørgsmålet på irriterede mig. Præcis så meget, at jeg var tæt på at slynge ud, at gu ́ ville jeg ej fortælle ham noget som helst. I sidste sekund lykkedes det mig dog at beherske mig.

"Jeg var på eftersøgning med min schweisshund. En eller anden havde påkørt et rådyr. Falck ringede mig op, og bad mig tage ud og prøve at finde dyret, og få det aflivet. Vi fulgte sporet og fandt så en død mand liggende her."

"En hvad ́ for en hund?"

"En schweisshund" gentog jeg med al den tålmodighed jeg kunne mobilisere. "Det er en hund, som er trænet til at finde såret hjortevildt. Hunden og jeg opsporer det sårede dyr og afliver det."

"Øh, nå ja, det har jeg da egentlig godt hørt om" sagde den lyshårede betjent, "Er det ikke noget med at jægerforbundet sammen med et eller andet ministerium har sådan et korps af særlige hunde?"

Jeg nikkede.

"Det hedder schweissregistret, og faktisk har alle politistationer og Falck en liste over de uddannede schweisshunde, så I kan tilkalde os hvis en bilist anmelder at have påkørt et stykke vildt. Det er præcis hvad der skete i dag, og det er derfor vi er her."

Et eller andet dæmrede åbenbart for betjenten.

"Hvis du er medlem af schweissregistret så vil jeg gerne se dit legitimationskort" sagde han.

Jeg rakte ham mit kort og han granskede det nøje. Alle schweisshundeførerne er udstyret med et legitimationskort, der angiver hundeføreren og hver enkelt hunds identitet. "Hvorfor hedder det schweisshund? Det er da et underligt udtryk" sagde hans kollega pludselig ganske umotiveret.

Jeg forklarede, denne gang en anelse utålmodigt, at schweiss var et tysk jægerudtryk for blod, og at det faktisk ligeså godt kunne hedde blodhund.

"Hør nu her Kath," sagde den første betjent, og mønstrede mig omhyggeligt fra top til tå. 

Det gik op for mig, at jeg næppe frembød et særligt tillidsvækkende syn. Jeg var våd fra yderst til inderst. Såvel bukser som jakke var dekoreret med delvist indtørret mudder, og jeg havde en flænge i panden, som stadig småblødte en smule. Alt i alt kunne jeg vist dårligt se mere forhutlet ud, måtte jeg erkende.

"Vi glemmer det her, okay. Vi gider ikke være til grin, okay. Men man kan jo tage fejl. Du faldt og slog hovedet. Du blev lidt forvirret og ringede til os. Det er hvad der kan ske, men lad det nu ikke ske igen, okay?"

Kunne den mand ikke sige andet end "okay", tænkte jeg irriteret. I det samme gik det op for mig, hvad det egentlig var han sagde, og irritationen blev afløst af raseri og frustration.

Den anden betjent nikkede og klappede mig venligt på skulderen.

Sikke et par flinke fyre. De var villige til at se gennem fingrene med at en forvirret kvinde havde tilkaldt dem uden grund. Det var tydeligt, at det ikke ville føre til noget at forsøge at overbevise dem om, at der virkelig havde ligget en død mand. Jeg var mildest talt arrig, men holdt min mund af frygt for, at jeg kunne komme til at sige ting, som jeg senere ville fortryde.

Betjentene fulgte mig tilbage til bilen. De spurgte oven i købet høfligt om de skulle følge mig helt hjem.

Jeg afslog, vistnok knap så høfligt. Med patruljevognen i hælene kørte jeg op til den offentlige vej, og betjentene svingede ud på vejen. Da politibilen var forsvundet, vendte jeg Land Roveren, og kørte tilbage til lysningen.

Cia og jeg hoppede ud af bilen. Udover hunden medbragte jeg denne gang også min riffel. Jeg har næsten altid riflen med på eftersøgning, men i de fleste tilfælde ligger den bare i bilen. Hvis sandheden skal frem så tog jeg ikke bare riflen med. Jeg ladede den også, hvilket er noget jeg ellers aldrig gør når jeg skal bevæge mig rundt i terrænet med den.

Det var erindringen om en stor jagtkniv, stikkende ud fra en død mands mave, der fik mig til at tage mine forholdsregler. 

I virkeligheden var jeg møgbange. Alligevel måtte jeg tilbage og kigge nærmere på gerningsstedet, eller hvad man nu skulle kalde det.

Et enkelt blik på det døde rådyr var nok til at overbevise mig. Det kunne under ingen omstændigheder være det dyr, der var blevet påkørt, og som vi oprindelig havde været efter. Dette dyr havde ingen læsioner, der kunne afgive de mængder blod vi havde fundet i starten af sporet.

Et nærmere eftersyn afslørede det nydeligste lille kuglehul. Kuglen, der sad flot placeret på skulderen af dyret, lod ingen i tvivl om dødsårsagen. Sådan som kuglen havde ramt, var det klart, at dette dyr var gået omkuld lige på stedet. Det gode var at dyret var en buk, og ikke et hundyr, som på denne tid af året fører lam.

Jeg mærkede på bukkens ører. De var endnu ikke blevet kolde, var nærmest lunkne. Råbukken havde altså højest havde været død en lille time. Det passede tidsmæssigt med, at det skud jeg havde hørt tidligere kunne have været det, der dræbte ham.

Det gik op for mig, at græsset omkring træstammen var trådt væsentligt mere ned end da Cia og jeg var der første gang. Det havde det allerede været, blev jeg pludselig klar over, da betjentene og jeg ankom.

Jeg lagde mig på knæ og afsøgte metodisk området omkring den døde buk. Skovbunden var forholdsvis blød, og ret hurtigt fandt jeg delvise aftryk af støvlehæle. På den side af træstammen, hvor Cia og jeg var kommet fra, var aftrykkene ikke nær så tydelige og dybe, som de var på den anden side, der hvor liget havde ligget. Da støvlemanden var kommet hen til stammen havde han tydeligvis ikke været nær så tung som da han forsvandt igen.

Alt talte for at han havde løftet liget op, lagt bukken i stedet, og dernæst var forsvundet længere ind i skoven. Jeg kunne følge fodsporene små 20 meter. På et lidt mere mudret sted kunne jeg se aftrykket af hele støvlen. Samtidig opdagede jeg, at der ikke kun var et, men to par støvler.

Når man bruger en stor del af sin tid på at spore dyr lærer man efterhånden at vurdere, hvor længe det er siden at et givet fodaftryk er afsat. I den sammenhæng er det fuldstændig lige gyldigt om aftrykket stammer fra en hjort eller en Ecco-støvle.

Disse aftryk fremstod rene i mudderet, der var ikke løst jord i bunden af dem og mudderet var ikke begyndte at stivne eller krakelere. Altså var støvleaftrykkene ganske friske. Sikkert ikke mere end en times tid gamle. Efter yderligere små tyve meter tabte jeg sporet af støvlerne.

Jeg prøvede at få Cia til at tage sporet op. Da det ikke stammede fra en blødende hjort viste hun imidlertid ingen interesse for det. Hunden og jeg fumlede lidt rundt på må og få, men uden at komme videre. Ærgerlig måtte jeg erkende, at støvlernes ejermænd var smuttet fra mig.

En gren knækkede pludselig med et højt smæld lidt længere inde i skoven. Det gav et sæt i mig. Jeg stod stille med tilbageholdt åndedræt for bedre at kunne høre andre lyde. Lyde, som måske kunne afsløre hvad der havde fået grenen til at knække. Cia fornemmede min uro og trykkede sig op af mit ben. Jeg kunne kun høre skovens lyde. Raslen af kogler i granernes toppe. Summen af insekter. Spredt fuglesang. Intet underligt der.

Jeg var i vildrede med hvad jeg videre skulle foretage mig. Cia rykkede utålmodigt i linen. Jeg kom i tanke om, at vi stadig ikke havde fundet det påkørte dyr, som jo var det vi egentlig var kommet efter. 

Tilbage i lysningen lod jeg Cia søge sporet op igen. Hunden var upåvirket af de dramatiske begivenheder, og efter at have snuset rundt et par minutter havde hun fat i det oprindelige spor.

Dyret var tilsyneladende drejet skarpt til højre da det nåede lysningen. Så havde det fulgt kanten af lysningen et stykke og var fortsat ind i skoven. Cia og jeg gjorde det samme. Det gik pludselig op for mig, at jeg havde kvalme og at mine knæ føltes noget geléagtige. Netop som jeg nåede til denne erkendelse gav det et gevaldig ryk i sporlinen, idet Cia sprang fremad. Jeg fik et glimt af et rådyr, der røg af sted. I et splitsekund nåede jeg at registrere, at dyrets ene bagløb nærmest hang efter det, og at der heller ikke var den normale forbensaktion. 

Det var vores dyr. Jeg slap Cia, og hun strøg efter det sårede dyr. Både dyr og hund forsvandt ind i skoven. Glemt var kvalme og gelé-knæ. Nu jagede vi, min hund og jeg.

For mig var der kun at vente og lytte. Vente på at Cia kom tilbage og ledte mig frem til det døde dyr. Eller vente på at jeg kunne høre hende give hals, og så gå efter lyden. Et langt kvarter gik. Intet skete. Stilhed, stilhed. Lange minutter, kunne der være sket hende noget?

En fasan skogrede op, en solsort skældte ud, et par grene knirkede og Cia dukkede frem fra underskoven. Halen var højt løftet og vippede lykkeligt fra side til side, mundvigene var trukket helt op under ørerne og munden stod åben i et typisk hundesmil. Allerede inden hun nåede helt hen til mig vidste jeg, at hun havde aflivet dyret. Stoltheden lyste ud af hende, og hendes glæde smittede. Megen ros og på med linen.

"Cia, hvor er bukken?"

Cia drejede omkring og med usvigelig sikkerhed ledte hun mig frem til det døde dyr. Dyret havde nået at løbe omkring 150 meter før Cia indhentede, og aflivede det.

Dyret havde brækket højre bagben to steder, og havde også fået et ordentligt skrub på højre skulder og flanke. Heldigvis var også dette dyr en buk. Cia puffede til bukken, og nappede et par gange i dens testikler. Kun helt og absolut døde bukke reagerer ikke på denne behandling. Mange erfarne schweisshunde har for vane på denne måde at sikre sig at dyret nu også er helt dødt.

Jeg trængte skrækkeligt til en smøg, men nydelsen ved nikotinindtaget ville blive langt større hvis smøgen blev akkompagneret af en whisky, vidste jeg. Så begge dele måtte vente til jeg kom hjem.

Desuden havde jeg heller ikke lyst til at blive i skoven længere end højest nødvendigt. Ergo hankede jeg op i det døde dyr og slæbte det tilbage til lysningen. Jeg forventede halvvejs, at den anden døde buk måske ville være væk, men den lå nu stadig op ad egestammen.

Pludselig hastede det meget med at komme hjem. Jeg placerede bukkenes hoveder, så dyrenes opsats var låst fast mellem forbenene, og trak så af sted med de to døde dyr. Med riflen hængende over skulderen, og Cia fri ved fod ved siden af mig, fik jeg under en del besvær slæbt rådyrene op til bilen.

Jeg nægtede hårdnakket at spekulere på den døde mand. Hvorfor, hvad og hvordan, det måtte vente til senere.

Egentlig var det min mening bare at vippe de to døde dyr ind bag i bilen og køre hjem. Men på et eller andet tidspunkt skulle de jo brækkes, så jeg kunne ligeså godt få det overstået. 

Organerne i bughulen var stadig var varme. Damp stod op fra bukkenes indre, da jeg skar deres bughule op. Så skar jeg gennem mellemgulvet, fangede spiserøret og slog en knude på det så maveindholdet ikke kunne løbe ud. Den velkendte rutine fik mig til at slappe af, og lidt efter var tarme og øvrige indvolde taget ud af dyret.

Vejret var slået om, og aftensolen havde gemt sig bag mørke skyer. Det var lunt, men stadig ubehageligt trykkende, og det begyndte at blæse op. Sortgrå regnvejrsskyer jog over himlen, og jeg opdagede at klokken efterhånden nærmede sig halv ti. Vi havde været i skoven i snart fem timer. Endnu en grund til at vende næsen hjemad.

Idet jeg svingede ud fra skoven lagde jeg mærke til at der holdt en pick-up af en slags inde i vejsiden, et stykke henne ad vejen. Det var ikke længere tusmørke, men halvmørkt. Blæsten rev godt i træerne og så, pludselig, kom regnen. En voldsom regn, som væltede ned i så store mængder, at der omgående dannedes små floder på skovvejen. Det buldrede svagt langt væk, men der kom ingen lyn. Den torden det havde trukket sammen til udeblev åbenbart.

Jeg kastede et blik i bakspejlet og bemærkede ligegyldigt, at pick-up ́en trak ud på vejen og lagde sig bag mig. Ikke at jeg hæftede mig særligt ved det. I tankerne sad jeg allerede hjemme med stængerne slået op, og en god maltwhisky indenfor rækkevidde.

Vejen gennem skoven er ganske vist offentlig, men ret smal. Visse steder rækker træernes grene så langt ud over vejen, at de mødes med genboen og danner en grøn tunnel. På vej gennem sådan en trætunnel kørte Pick-up ́en pludselig helt tæt op bag mig. Jeg trak lidt ind til siden så den kunne komme forbi. Pick-up ́en kom op på siden af min bil, men i stedet for at passere blev den liggende på højde med mig.

" Sindssyge idiot", hvæsede jeg for mig selv.

Det han lavede kunne være livsfarligt for os alle sammen, hvis der kom en modkørende. Irriteret drejede jeg hovedet for gennem det halvt åbne vindue for at tilkendegive min mening om hans kørsel. Og var lige ved at køre i grøften af bar forskrækkelse. For jeg stirrede lige ind i løbene på et haglgevær.

Instinktivt trådte jeg bremsen i bund. Land Roveren skred ud mod grøften, men på mirakuløs vis formåede jeg at holde bilen på den regnglatte vej. Pick-up ́en, der ikke været forberedt på min manøvre, prøvede også at bremse, men var allerede nogle meter foran mig. 

I det samme gik skuddet. De meter opbremsningen havde givet mig holdt mig dog lige akkurat udenfor skudlinjen. Pick-up ́en fortsatte slingrende over de næste par meter, speedede så op og forsvandt.

Land Roveren holdt stille, nærmest på tværs af vejen. Det eneste jeg kunne tænke på var, at jeg trængte skrækkeligt til en cigaret.

Havde jeg tidligere følt mig mat i knæene var det for intet at regne i forhold til nu. Heldigvis havde hverken Cia eller jeg lidt overlast. Jeg sad ganske stille og prøvede at fordøje oplevelsen.

Regnen var holdt op, og asfalten dampede i den fugtige varme. Lugten af den våde asfalt og forårsfrisk, våd skovbund trængte ind i bilen.

Med rystende hænder satte jeg vognen i gear og listede hjem.

ÅHR, DET VAR SPÆNDENDE, JEG VIL GERNE LÆSE RESTEN AF BOGEN

Lige nu har vi et forårstilbud på krimien “KVINDEN DER JAGER” - kun 129,- kroner for mange timers underholdning - det er mindre end hvad en biografbillet koster ...

Hvis du klikker på linket herover (det der er understreget) så har du bogen i din indbakke om få sekunder. 

Vi tager både kort og MobilePay.

Hvis du først vil læse lidt mere om bogen - og måske også om forfatteren - så klik HER